2000/2.5

Triumph 2000 Saloon - navnet klinger af engelsk elegance og stil. Triumph producerede fra 1963 og frem til 1977 denne store flotte personbil med en kraftig 2-liters motor og masser af kabineplads. Bilen var fuldt ud egnet til lange køreture med det stilfulde karrosseri og datidens moderne konstruktion. Triumph 2000 blev produceret som et eksemplar af den karakteristiske engelske sports saloon type med et strøg af luksus som Triumphs flagskib i 1960erne. Triumph 2000 - og ikke mindste 2.5PI - var den største af firmaets personbiler, idet Triumph gennem 2000´s produktion sideløbede også producerede Triumph Herald, Vitesse, 1300, Toledo og Dolomite.
Giovanni Michelotti var Triumphs designer i forbindelse med produktionen af Triumph 2000 med det selvbærende karrosseri og med store ruder hele vejen rundt samt 4 døre. Bilen var konstrueret med fuldsynkroniseret gearkasse, skivebremser på forhjulene og uafhængig affejdring af allle fire hjul - dog ikke med pendulaksler som ved personbilerne Triumph Vitesse og Herald. Motoren, der stammede fra Vanguard Six, var en 1.998 ccm motor med 6 cylindre og dobbelt karburatorer med en ydelse på 90 hk.
Triumph 2000 blev i 1963 introduceret som både sedan og som stationcar i den første Mk. I version frem til 1969, hvor Mk. II versionen blev introduceret. I 1968 skete der dog en meget væsentlig ændring på modellen, idet Triumph monterede den 6-cylindret motor på 2.498 ccm med benzinindsprøjtningssystem, der var direkte lånt fra TR5. På den måde blev Triumph 2.5PI introduceret som en meget hurtig personbil og stationcar med en tophastighed på 170 km/t med en motor, der ydede ca. 150 hk.
Triumph 2000 Mk. II fik i 1969 et kraftig modificeret karrosseri med ændret for- og bagparti samt et ændring af det specielle interiør. 2000 Mk. II modellen fortsatte som sedan og stationcar fra 1969. 2.5PI udgaven fortsatte også i Mk. II versionen, men kun frem til 1975. Herefter blev versionen med 2.498 ccm motoren udstyret med karburatorer grundet problemer med indstrøjtningssystemet, hvorfor modellen henholdsvis fik betegnelsen 2500TC og 2500S. TC-modellen, der dog allerede blev introduceret i 1974, havde en effekt på 99 hk og S-modellen havde en effekt på 106 hk.
Produktionen af Triumph 2000 og 2500 ophørte i 1977 da British Leyland valgte at satse på Rover 2600. Triumph 2000 Mk I blev i Saloon og Estate versionen produceret i henholdsvis 113.157 og 7.488 eksemplarer. 2.5PI Mk. I blev i Saloon og Estate versionen produceret i henholdsvis 8.658 og kun 371 eksemplarer. 2000 Mk. II versionens Saloon og Estate blev fremstillet i henholdsvis 92.053 og 7.118 eksemplarer. 2500 versionen i Mk. II udgaven blev produceret i 43.353 stk. som PI Saloon og i 4.102 stk. som PI Estate samt i henholdsvis 37.752 og 2.602 eksemplarer som 2500TC Saloon og Estate.
Triumph 2.5PI blev benyttet af British Leyland som en rally bil, der blev udsat for diverse store prøvelser under løb i bl.a. Afrika og Mexico. Triumph 2000 serien stod også fader til Triumph Stag, der blev introduceret i 1970. I Danmark var især Triumph 2000 en af Triumphs populære biler og som PI version blev den endda brugt som direktionsvogn i større danske firmaer. I dag er forholdet gældende som ved de øvrige Triumph personbiler, idet kun få har overlevet, men der findes heldigvis flere af disse store Triumph personbiler i flot stand - også i DTAK.